7.m og Fablab i BU-nyt

7.m og Fablab i BU-nyt

Link: 7.m og Fablab i BU-nyt 

7.m udfordrer Rådhuspladsen
05-12-2014
På forsøgsbasis har 7. klasserne arbejdet med nye teknologier og udtænkt nye muligheder for området omkring Rådhuset. Konceptet hedder FabLab, og 7.m på Fjordsgades Skole har netop fået bedømt deres ideer.

”Er du professoren,” lyder det flere gange uden for N.J. Fjordsgades Skoles FabLab-lokale.

Om få minutter skal 7.m ind og lave deres sidste forberedelser til at kunne præsentere 10 timers arbejde. Flere af eleverne er ekstra spændte, da en professor vil komme forbi og vurdere deres bud på opgaven: design et socialt, digitalt og anderledes byrum omkring Rådhuspladsen med svar på, hvem brugerne er, og hvad de skal bruge det til.


Skolen har sit eget FabLab-lokale

7.m har i grupper arbejdet ud fra FabLab@SCHOOL-konceptet. Det skal inspirere elever til at bruge nye digitale teknologier og give dem kompetencer, mod og lyst til at eksperimentere sig frem til løsninger på virkelighedens udfordringer. Casper Munkgaard er lærer på Fjordsgades Skole og underviser i FabLab.

Bliv klogere på FabLab@SCHOOL-konceptet”

“FabLab starter med en problemstilling. I det her forløb er 7.m startet med at være på feltarbejde ved Rådhuset. Deres ideer er udsprunget af, hvad de vurderer mangler i området på baggrund af observationer og interviews med folk dernede. Derefter har de i vores FabLab-lokale lavet modeller med teknologiske løsninger. De typiske emner har været problemstillinger omkring cykler, streetart og skrald,” siger han.

På skolen har de deres eget FabLab-lokale med 3D-printer og -scanner, Makay Makay og andet elektronisk udstyr. I det aktuelle forløb har et forskerhold fra Aarhus Universitet været med for at indsamle erfaringer med konceptet i en folkeskoleverden. Også for Casper Munkgaard handler det om at blive klogere på mulighederne.

Den officielle FabLab@SchoolDK Facebook-side

”Jeg har tidligere været it-vejleder i 10 år, men ellers er jeg selv gået i gang uden større indsigt. Det er enormt sjovt arbejde, men også omfattende. Der er lidt pionerarbejde over det. Håbet er, at eleverne bliver bedre til at tænke på, hvad der vil være gode løsninger for andre og ikke kun for dem selv. De øver sig i at løse komplekse udfordringer fra virkeligheden, og jeg synes, der er gode momenter i 7. m´s arbejde. De tænker mere ud af boksen og er blevet bedre til at bruge det teknologiske udstyr.”


Vurderingen

Afgørelsens time er kommet. Professoren er klar til at vurdere og give elevernes ideer konstruktiv kritik. De sidste grupper stresser for at blive færdige med deres præsentationsvideo, mens et par af pigerne er klar.

”Det er spændende at have FabLab. Vi producerer selv noget, som har med virkeligheden at gøre. Vi lærer også at tænke kreativt i forhold til at tilpasse vores nogle gange vilde ideer til noget, der kan realiseres. Vi vil især anbefale FabLab til andre, som er glade for teknologi ligesom os, for m´et står jo for medie- og teknologilinjen,” siger Alberte og Queensley fra 7.m og gør sig klar til at fremlægge.

Mellem hver fremlæggelse og til sidst evaluerer professor og forskningsleder af FabLab@SCHOOL, Ole Sejer Iversen ideerne. Han er grundig og stiller skarpe spørgsmål til elevernes arbejde. I vurderingen lægger han vægt på ideens anvendelig, originalitet og hvordan den præsenteres eller pitches, som det hedder i fagsprog.

”I har klaret det godt. I en proces som I gennemgår, skal man ville sin ide og have fokus på at præsentere den optimalt. Jer med Tunnellyd har en virkelig original ide, som der kan være interesse for, hvis I får gennemarbejdet den. Gruppen med Basket-skraldespanden, hvor det skal være sjovere at smide skraldet det rigtige sted hen, er nået langt i forhold til opgavebeskrivelsen, det er flot. Men som sagt har I alle klaret opgaven godt,” siger Ole Sejer Iversen.

 

Hvis du vil vide mere om FabLab på N.J. Fjordsgades Skole:

Kontaktperson: Lærer, Casper Munkgaard: 60 62 03 63

 

Hvis du vil vide mere om FabLab i Aarhus:

Kontaktperson: Projektleder, FabLab@SCHOOL Aarhus, Inger Surrow Jacobsen: 29 20 90 28