WriteReader

WriteReader

Kære indskolingskolleger på Fjorden. Jeg synes denne App virker utroligt lovende i forbindelse med læsetilegnelse. Dejligt mange differentieringmuligheder, så det er perfekt til AI tid. Hvem bliver den første som booker undertegnede? Jeg er klar til et forløb allerede i uge 36. 🙂

/Emil

Skriv og Læs – WriteReader

App-´en er et funktionelt læremiddel, som sætter en ramme omkring elevernes tidlige skrivning. Den bygger på teorien om den opdagende skrivning, hvor hovedsynspunktet er, at det er lettere at lære at skrive end at læse, og at skrivning går forud for læsning. App´en tilbyder et enkelt forfatterværktøj, hvor eleverne kan producere og udgive en multimedial bog ved hjælp af tekst, lyd og billeder. Eleven kan indsætte et billede, skrive en kort tekst og indtale teksten på hver side i bogen. Den voksne skriver derefter elevens tekst korrekt i en selvstændig tekstboks under elevens tekst på siden. Elevens opmærksomhed rettes således nænsomt mod den konventionelle skrift og dens opbygning, ved at hun iagttager forskelle og ligheder mellem den voksnes tekst og sin egen. App´ens primære målgruppe er elever i indskolingen.

Effektivitet

Det er uhyre let for eleven at komme i gang med at bruge app-´en, der på ingen måde kræver teknisk indsigt.  De begrænsede indstillingsmuligheder og den enkelte sides faste struktur tilbyder eleverne et trygt og genkendeligt miljø at arbejde i. Eleven kan tage fotos eller hente dem fra kamerarullen og derefter redigere dem i størrelse eller ændre deres placering i en billedramme. Eleven kan desuden tilføje tanke- eller talebobler. I en særskilt tekstboks kan eleven skrive sin tekst ved hjælp af et tastatur, som giver mulighed for oplæsning af bogstavernes navne eller lyde. Eleven kan også indtale sin tekst via en knap på siden. Når en side er lavet færdig, tilføjer eleven en ny, indtil bogen er færdig. Bogen placeres automatisk i et bibliotek i et særligt layout, som ligner en bogside. Herfra kan eleven altid hente bogen og redigere i den.

Samarbejde

Eleven arbejder som udgangspunkt individuelt med skrivningen, men det vil være oplagt, at eleverne samarbejder om indhold og billedmotiver i forbindelse med fælles oplevelser i skolen. Den voksne spiller en central rolle som medskribent, og det kan måske være en udfordring for læreren at nå rundt til hver elev.  App-´en kan med derfor med fordel bruges i forbindelse med værkstedsarbejde eller andre former for gruppearbejde, hvor eleverne ikke laver det samme. Forældrene kan desuden med en meget enkel instruktion tage denne opgave på sig.

Tilgængelighed

Eleven kan nemt og intuitivt betjene sig af samtlige funktioner i ”Skriv og Læs – WriteReader”. Der er få og tydelige ikoner, og processen er den samme, hver gang eleverne skal påbegynde en ny bog. Programmets udtryk fx. placering af et lille ugle-ikon ved elevens tekstboks og et stort ugle-ikon ved den voksnes tekstboks passer fint til aldersgruppen.

Genbrugelighed

Eleverne kan altid genbruge egne fotos fra kamerarullen på iPad´en, og via ikoner i programmet kan eleverne let maile, printe eller lægge sine færdige bøger ud på forældrenes Facebook-side. Det er ikke muligt at importere bøgerne i andre værktøjsprogrammer.

Brugervenlighed
Programmet har et meget indbydende og brugervenligt design tilpasset målgruppen. Eleverne kan let navigere og orientere sig via programmets genkendelige ikoner, grafik, overskrifter og tekstbokse.
App-´en rummer iøvrigt en række gode råd til forældre samt en kort instruktionsvideo, og en tilhørende hjemmeside  http://writereader.com/da indeholder yderlige vejledning og baggrundsartikler .
Alt i alt er ”Skriv og Læs – WriteReader” et særdeles godt bud på en app, hvis udformning og indhold matcher app´ens pædagogiske grundtanke

 

Kilde: http://www.ipadiskolen.dk/app/writereader/